Aktuelt

Dette punkt vil altid være opdateret med tanker og ideer, der optager mig.

Hvis nogen ønsker at bidrage her på siden, er I meget velkomne.

Lige nu er jeg optaget af:

Tekst 1:

Overvej dine spørgsmål!

Ak, af alle Fjender er maaske vanen den lumskeste. (Søren Kierkegaard.)

Ja, vanen – eller rettere uvanen med alle de mange spørgsmål som børn får, er måske ”den lumskeste”.  Og hvert eneste spørgsmål er formentlig stillet i et forsøg på at inddrage barnet, fremme demokratiet og vise interesse for sit barn.  Men jeg oplever i min daglige arbejde mange situationer, der kunne være forløbet og endt mere positivt, hvis der var stillet færre eller slet ingen spørgsmål.

Må man så slet ikke stille spørgsmål?

Jo da. Spørgsmål som barnet kan og har lyst til at svare på, og hvor barnet har et reelt valg, er spørgsmål som vi sagtens kan stille.   

Hvad er det for spørgsmål vi skal overveje?

Det er Spørgsmål, hvor barnet ikke har et reelt valg. F.eks. om barnet skal i seng, med hjem fra daginstitutionen, have børstet tænder, have tøj på?

Disse spørgsmål giver ofte store diskussioner, fordi barnet jo med rette kan sige nej til at skulle i seng, have børstet tænder, lukke døren eller hvad det nu er blevet bedt om. Så skal vi voksne til at skrue bissen på: ”jamen det skal du…” og så begynder det udmarvende ” Nej, jeg vil ej”, ”jo du skal”. Diskussioner som ofte ender i gråd og tænders gnidsel.

I stedet kan vi med venlige ledelsestoner sige: ”Nu skal du i seng. Klokken er mange”. Når svaret så lyder: ”Nej, jeg har det lige så sjovt”. Så kan vi indfølende sige: ”Det ved jeg godt, min ven. I morgen kan du lege videre”.

Spørgsmål hvor barnet ikke kan svare, fordi det endnu ikke kan tale. F.eks. om det skal have en ren ble, hvad det er, det lille barn ser på, om det er træt, sultent etc. Det lille barn har endnu ikke lært om det er træt, sultent eller trænger til en ren ble etc. Når vi så stiller spørgsmål til barnet, som det slet ikke kan svare på, bliver barnet utrygt, forvirret og kan begynde at græde.

Fortæl i stedet barnet hvad der skal ske, eller hvad det er barnet oplever. Når barnet gaber og er træt, så sig: ”Du er træt”. På den måde lærer barnet at: Nå, ok. Det er sådan det føles at være træt, sulten eller hvad det nu er, vi vil lære barnet om. Man kan sige, at vi er i gang med at give barnet en brugsanvisning på, hvordan livet ser ud. En brugsanvisning skal gerne være enkel, let forståelig og uden spørgsmål.

”Pædagogiske / videns” spørgsmål f.eks. hvad koen siger, hvilken farve barnet tegner med etc.  Når vi gerne vil være søde og invitere barnet ind i en snak, kan det ligge lige til højrebenet at spørge barnet om alt muligt. Det mærkelige er, at vi faktisk stopper snakken, når vi spørger barnet.

Når vi siger: ”Hvad farve maler du med?” Kan barnet kun svare eks. ”blå” – måske rigtigt, måske forkert. Og så stopper snakken.

Hvis vi i stedet siger: ”Du maler med blåt”, vil barnet oftest se op på den voksne, blive rigtig glad og begynde at fortælle noget om blåt. F.eks.:  Ja, jeg elsker blåt – og se jeg har blå bukser på. Så kommer der gang i snakken…

Prøv selv.. Det er magisk.

Kan barnet da virkelig forstå /mærke forskellen på om det er et spørgsmål eller en konstatering?

Det helt enkle og korte svar er JA. Barnet kan høre forskel på, om det er et spørgsmål, hvor vi går op i tonen til sidst i sætningen, eller om det er en konstatering, hvor vi går ned i tonefaldet til sidst. Prøv med f.eks. ”er du træt?” eller ”du er træt”.

Når man får stillet et spørgsmål, og tonerne går op til sidst i sætningen, er det et helt intuitivt ønske hos os alle – også det lille barn – at man gerne vil svare. Men når man så ikke kan svare, enten fordi man endnu ikke har lært at tale, ikke ved hvad man skal svare eller reelt ikke forventes at skulle svare, kan det medføre usikkerhed og bekymring. 

Fælles for alle spørgsmål er, at vi stiller krav om svar og lægger et ansvar over på barnet. Det er super, hvis barnet kan honorere det. Hvis ikke barnet kan honorere det, er det et alt for store krav og ansvar. Vi kender det jo så godt fra os selv. Hvis vi får alt for mange spørgsmål, vi ikke kan svare på, bliver vi triste og irriterede. Men til forskel fra børnene kan vi sige: ”Stop da for pokker med alle de spørgsmål”.

Tager barnet skade af at få stillet mange spørgsmål?

Både ja og nej. Jeg ser en del børn, der bliver usikre, utrygge, ukoncentrerede, forvirrede, triste og som vender sig væk fra den voksne, der stiller spørgsmål, barnet ikke kan svare på.

Det er jo så ærgerligt når benævnelser – altså hvor vi fortæller/ konstaterer- skaber ro, fordybelse, koncentration, glæde, sikkerhed og tryghed. 

Men se på barnet. Fortæller og svarer dit barn glad og gerne – så fortsæt med at stille spørgsmål. Hvis barnet bliver stille eller trist, vender hovedet væk, svarer med enstavelsesord, eller hvis I har mange konflikter etc., så overvej dine spørgsmål.

For… det liv vi gerne vil give vores børn, er vel et liv, hvor vi voksne påtager os ansvaret for at krav og ansvar harmonerer med barnets formåen, og hvor vi voksne giver barnet brugsanvisninger på et godt og trygt liv.

 

Tekst 2: 

Og så lige ”det der positive” !!!

Jeg talte forleden dag med en praktiserende læge, der i sin praksis har en familie, som har haft et Marte meo forløb.
Lægen undrede sig over, at moderen nu på trods af dette havde så lidt indsigt i sine egne problemtikker og mente,
det kunne skyldes, at vi med Marte meo kun havde fokuseret på det positive. Det havde i moderens terminologi nemlig
betydet, at hun var ”god nok”, og at der ingen problemer var.

Nu er jeg da helt klar over, at der er mange mulige fejlkilder. Det er muligt, at lægen kun har hørt moderen udtale
sig om det, hun nu ved, hun kan. Det er muligt, at patienten har ”fortrængt” og klamrer sig til det, hun har hørt,
hun mestrer etc.. Det er ikke sjældent set hos mennesker, der livet igennem oftest har hørt, at de ikke mestrer
noget som helst. Der er ikke tvivl om, at denne mor har haft den oplevelse, at der er noget, hun mestrer –
og det er jo fint, men denne viden skal selvfølgelig stå i et fornuftigt forhold til de vanskeligheder, der måtte være i familien.

Nu er det desværre ikke første gang, jeg hører denne variation over det positive tema, og jeg bliver lige forundret hver gang.
For hvor kommer den opfattelse dog fra, at vi kun skulle fokusere på det, forældrene kan, og fuldstændig ignorere de problemer,
der måtte være??

At vi vælger at tage udgangspunkt i det, forældrene kan/magter /evner, er jo langt fra det samme som at sige, at alt er godt.
Og ikke alene er det ”ikke det samme”, det er da bare rigtig problematisk, hvis forældre (eller andre), får den tanke, at alt er ok.

Men de gange, jeg har hørt denne anke, har været i to helt bestemte situationer:

1.        Manglende viden om metoden

2.        Når forældrene ikke selv har haft ejerskab til problemet.

Ad 1.

Det er jo ikke sådan, at vi er en flok lalleglade idioter, der tumler gennem livet og har glemt at pudse de realistiske briller. Vi laver en arbejdsliste med de samspilselementer, der mangler. Når vi så har besluttet, hvor vi vil starte, går vi på jagt i videoen efter små klip, hvor de voksne allerede gør det. Hvis der ikke er nogen steder, hvor de voksne gør det i forvejen, er det ikke der, vi starter, fordi de så ikke kan være deres egne rollemodeller. Det er også muligt, at vi starter med at se, hvor der er noget godt i denne video, som vi kan bygge på, eller hvor vi ser, at der er hul igennem til noget, der kan virke ansporende for at arbejde med sit samspil. MEN det er jo alt sammen noget, de skal gøre mere af. Vi viser bare, hvad de skal gøre mere af. Vi siger jo ikke, at alt er godt.

Ad 2.

Det er en gennemgående tanke i Marte meo, at de voksne selv formulerer det problem, de ønsker at arbejde med.  Så når et forældrepar beder om hjælp, er det fordi de har erkendt, at de har et problem og ønsker at gøre noget ved det. Ofte starter vi med at vise dem et videoklip, hvor problemet optræder, og spørger, om det er det her problem, de gerne vil have hjælp til. Problemet bliver berørt mange gange under tilbagemeldingen: ”Når I nu gerne vil have hjælp til det og det problem” og /eller: ”Nu vil jeg vise jer et arbejdspunkt, som kan være med til at afhjælpe jeres problem.”   Den næste sætning lyder ofte: ”Jeg har udvalgt et par klip fra jeres film, hvor I gør jeres arbejdspunkt i forvejen. Det er det, I skal gøre mere /meget mere af, fordi…..” Disse forældre forstår med det samme, at et arbejdspunkt er noget, man skal arbejde med /gøre mere af.

Når en familie får pålagt et Marte meo forløb, er det oftest de involverede instanser, der erkender og formulerer problemet.  Det giver ikke altid familien ejerskab til problemet eller lyst til at gøre noget ved det.  Vi kan efter min erfaring inddele disse familier i to grupper:

  • Den gruppe forældre, der påtager sig et ejerskab og arbejder stabilt med at ændre deres samspil.
  • Den gruppe, der ikke kan se relevansen i at skulle arbejde med deres samspil, fordi de ikke erkender, at de har et problem.

Den første gruppe er jo på ingen måder problematisk; det er til gengæld den anden gruppe – og som jeg så tit har sagt:” Jeg ved ikke, hvad der hjælper, om overhovedet noget, men i de fleste tilfælde tvivler jeg på, at Marte meo virker.”

Lige præcis dette problem er vel en af de største gordiske knuder i al behandlings arbejde: Hvordan få en familie til at forstå, at de har et problem, hvis de ikke selv kan se det eller har et ønske om at ændre det? Vi kan heller ikke være sikre på, at de ændrer samspillet, når ikke vi er der. I sådanne tilfælde vil barnet derfor ikke vise tegn på bedring.

MEN hvis vi skal gøre os håb om, at Marte meo skal virke i disse sager, er vi nødt til at arbejde meget stringent og præcist:

  • Sætte ord på hvad vi ser i familien,

(”Ja, jeg kan godt se, at der er det og det problem i jeres familie.”)

  • Være præcise omkring, at Marte meo er en arbejdsmetode, der gør, at vi viser klip, med hvad de skal gøre mere af,

(”Vi skal nu arbejde med en metode, der viser jer det, I skal arbejde med, ud fra klip, hvor I gør det. I skal gøre dette meget mere. Det vil sige, at vi viser jer klip, hvor I er jeres egne rollemodeller.”)

  • Være præcise i vejledningen, om hvad det betyder for barnets udvikling, evt. være taleboble for barnet.

(” Jeres barn viser, at det har brug for, at I gør sådan og sådan, for at jeres barn kan

udvikle xxx.”)

(”Lige her tænker jeres barn: xxxx ”)

Rent metodisk tror jeg, at Marte meo er den bedste metode til at forandre uheldige mønstre, men realistisk set er der altså familier, mennesker, der ikke lader sig forandre. Der er nemlig ingen tvivl om, at det at bruge billeder, at arbejde ressourceorienteret og med et arbejdspunkt ad gangen etc., er fortrinligt til at hjælpe disse familier videre, men vi er hele tiden nødt til at holde os for øje, at der skal være et ejerskab og et drive til at ændre egen praksis. 

Nogle vil måske nu hævde, at jeg er meget negativ, og at der også med disse familier er gode resultater. Dette kan jeg kun sanktionere, men der er vist heller ingen tvivl om, at det er her, vi har vores dårligste resultater, trods alt.
 

De bedste hilsner fra

Pernille